Forlaget Carlsen har genoplivet mumitroldene i Danmark. Forlaget har samlet Tove Janssons romaner om Mumitrolden og hans familie og liv i Mumidalen. Romanerne udsendes i tre bind, hvoraf det første udkom sidste år og det andet, ’Mumitrolden og de tre næste romaner’, netop er udkommet. Desuden har forlaget oversat og samlet Tove Janssons komplette striber om Mumitroldene.
Netop udkommet ’Mumitrolden og de tre næste romaner’ indeholder romanerne ’Mumifars erindringsbog’, hvor mumifar fortæller om sin barndom og ungdom, ’Farlig midsommer’, hvor Mumifamilien redder sig i et mærkeligt fartøj, da Mumidalen oversvømmes og ’Troldvinter’, hvor Mumi vågner for tidligt af sin vintersøvn og bliver den første mumitrold, der oplev en vinter.
Tove Janssons boheme-barndom
I barndomshjemmet i hovedstaden Helsinki herskede der aldrig tvivl om, hvad Tove Jansson skulle blive. Begge forældre var kunstnere. De opdrog pigen til at føle medlidenhed med alle, som ikke levede af kunst. Jansson har fortalt, hun aldrig så meget som overvejede andre muligheder, men målbevidst fulgte i forældrenes fodspor, ligesom sine to yngre brødre, Per Olov og Lars. Far Viktor var skulptør. Han satte ofte familiens tålmodighed på prøve med sit heftige selskabsliv og mange sære påfund. Engang skulle hele familien fx vækkes for at komme ud og se en brand i snevejr. Den slags sker jo sjældent. Mor Signe var tegner, så meget hun nu kunne være det ved siden af alt husholdningsarbejdet. Det var ikke noget, faren ulejligede sig med. Alligevel var barndommens minder tilstrækkelig idylliske til at Jansson begyndte at skrive og tegne børnebøger. Hun ville genopleve det hele igennem sine delvist selvbiografiske fortællinger om mumierne. Hvor lidt man i det Janssonske bohemeliv havde til overs for almindeligt lønarbejde, kan læseren ane i historien ’Hemulen som elskede stilhed’:
’Der var engang en Hemul, som arbejde i et tivoli, men det behøver jo ikke altid at betyde, at man morer sig særlig godt. Han klippede hul i folks billetter, for at de ikke skulle more sig mere end én gang, og alene det kan gøre én trist til mode, hvis man skal gøre det hele livet. Hemulen klippede og klippede, og mens han klippede, drømte han om, hvad han ville lave, nÅr han endelig blev pensioneret.’
Skolen var Tove Jansson ikke glad for. Hendes tegninger vakte latter og hun var upopulær blandt de andre. Som 12-årig lavede hun en karikatur af sin lærer, hvilket førte til en anmærkning i kontaktbogen. Det undrer ikke, at skolen i mumibøgerne fremstår som noget skadeligt og ubehageligt. Ironisk nok er de finske skolebørn i dag kendte for deres læsefærdigheder, bl.a. takket være mumibøgerne. Dem læste vi jo.
Mumitroldens fødsel
Havet var et fremtrædende element i hele Janssons værk. De fleste mumihistorier indeholder beskrivelser af havet, ofte som noget frygtindgydende, såsom:
’Det var blevet mørkt ude over havet, og bølgerne slog mumlende mod stranden. Det var for tidligt at tænde lampen uden at virke bange, men lidt for mørkt til at have det rart’.
Toves barndomssomre blev nemlig holdt i den finske skærgård, hvor mumitrolden også blev født. Dét gik således til. I sommerhuset fandtes der et udendørs toilet, på hvis væg Tove med sine brødre havde for vane at male små figurer, skrive aforismer og hænge avisartikler. En sommer havde Tove skændtes en del med sin ene bror, der til sidst havde triumferet med et citat af Immanuel Kant. Tove viste sin harme ved at tegne den grimmeste figur, hun overhovedet kunne. Dermed kom den første mumitrold til at fremstille den kendte tyske filosof. Mumitrolden blev hende dog senere meget kær. Så kær, at hun under den anden verdenskrig skrev og tegnede sin første mumibog for at opmuntre børn i en verden, hvor farverne var forsvundet. Mumitrolden var mere komisk end køn, da det ville have virket respektløst at fremstille noget smukt eller romantisk under krigen, hvor russerne hærgede Finland.
Det mumiske univers
Det hele foregår i en dal ved havet, hvor mumifamilien bor i et blåt hus, der ligner en kakkelovn. Vennerne danner en forsamling af forskellige eventyrvæsner med hver sin særprægede personlighed. Den Lille Mys rationalitet grænser til det grusomme, mens mumimamma er så føjelig, at hun endda lader børnene drikke kaffe om morgenen. Stinkeren lytter altid i smug og narrer politiet - men bliver aldrig inviteret med til at lege. Mumitrolden er forelsket i Mymlen og beundrer Mumrikken, der til gengæld er mindre selskabelig. Han elsker sin frihed og bryder sig kun i en vis grad om andres middage. For, som det hedder:
’folk ville jo absolut snakke, mens de spiste. De ville også helst have stole og borde, ja, det kunne gå så galt, at de brugte servietter. Han havde oven i købet hørt om en Hemul, der klædte sig om, inden han spiste, men det kunne jo være bagtalelse’.
Fra Mumrikken er der langt til den danske hygge. Ja, til tider bliver det decideret uhyggeligt i den ellers så trygge mumiverden. Hvem husker ikke Moren, det melankolske kuldevæsen med sin skumle måde at vende sig langsomt om i mørket på? Eller isdronningen, som frøs det stakkels egern til is. Julekalender Mumidalen, som blev vist i DR i 1980, var ikke for sarte sjæle. Forældre ringede til TV-byen og klagede over, at deres børn græd, når Moren kom. En rigtig julegyser fra de finske skove.
Men mumierne er nu ganske fredelige, og historierne ender altid lykkeligt. Jansson bringer de små hjem, afslutter eventyret med en fest. Historierne handler om at rejse væk og vende hjem igen, balancen mellem spænding og tryghed. Janssons fortællestruktur er meget traditionel, det begavede ligger i hendes evne til at skrive på børnenes præmisser. Hun skrev ikke for børn, men det var barnet i hende, som skrev. Selv husker jeg navnlig én historie, som jeg levede mig ind i uden forbehold. En lille pige var blevet usynlig, fordi hun så ofte var blevet skræmt af sin ironiske tante. Jeg var i den samme alder og det løb mig koldt ned ad ryggen, da figuren Tootikki forklarede hvad ironien er for noget:
’Hvis du snublede i en renset ridderhat og satte dig oven i den, så ville du ikke undre dig, hvis din mor blev vred. Men hvis hun i stedet for koldt og sønderknusende sagde: Jeg er klar over, at det er din måde at danse på, men jeg ville være taknemmelig, hvis du ikke gjorde det i maden. Så var hun ironisk.’
Desuden havde Jansson en enestående evne til at forene billede og tekst. Historier bliver først hele i kraft af illustrationer, der fuldender teksten og bringer noget til. Under krigen tegnede hun fx mumitrolden slank, mens i bøgerne fra de lyse år var han munter og tyk. En kuriøsitet ved Janssons tegnekunst er, at der i baggrunden ofte er smådyr at finde.
En renæssance kunstner
Selv om Tove Jansson blev verdenskendt for sit forfatterskab, så hun først og fremmest sig selv som billedkunstner. Hun beundrede renæssancekunstnerne Benvenuto Cellini og Cennino Cennini, hvis mangesidige talenter hun identificerede sig med. Hun malede, tegnede og skrev både børne- og voksenbøger samt skuespil. Et renæssancemenneske var hun også i privatlivet. Hun var i tyverne forlovet med Amos Wirtanen, men blev lidenskabeligt forelsket i grafikeren Tuulikki Pietilä. De to kunstneriske kvinder skabte uro i 1950’erne, da de flyttede sammen på en øde ø i den finske skærgård, hvor de levede i et åbenlyst homoseksuelt forhold. Man finder også temaet i mumibøgerne. Jansson skrev tabuet homoseksualitet ind i flere historier, som fx når de kvindelige figurer Tofslen og Vifslen går hånd i hånd. Det fortalte min skolelærer ikke noget om, men det bliver til gengæld belyst i den svenske professor Boel Westins Tove Jansson-biografi ’Ord, bild, liv’.
Tove Jansson blev ved flere lejligheder hædret og endda også udnævnt til professor ved Åbo Akademi i 1995. Hun brød sig ikke om at være en offentlig person, men svarede altid personligt på breve fra børn. I et interview i 1991 mente hun, at hun var blevet ’forkælet, rig og gammel og lidt træt’. Tove Jansson døde i 2001 på sin øde ø i den finske skærgård, 86 gammel.
’Og Filifjonken satte sig i sandet og lo, så hun fik tårer i øjnene.’
’Og så gik de hjem og spiste al den dessert, der var tilbage.’
Opdateret 02-07-2010
